Forside/ /GameBoosters turneringsformer

inspiration til Gameboosters

Sådan laver dine GameBoosters frikvarters-turneringer

Alle mod alle

Princippet i denne turneringsform er, at alle spiller mod alle og kan spilles med eller uden point:

  • Spiller man med point, får man 3 point for en vundet kamp, 1 point for uafgjort og 0 for en tabt kamp.
  • Spiller man uden point, spilles der ’kun for sjov’, og det handler først og fremmest om at spille en masse kampe.

Når alle kampe er spillet, tælles holdenes/deltagernes point sammen, og den samlede vinder er den med flest point. Hvis flere hold har samme antal point, deles man om placeringen.

“Alle mod alle” egner sig bedst til et mindre antal hold – ellers bliver det til rigtig mange kampe. Hvis der er otte – eller flere hold, anbefales det at spille puljeturnering i stedet for.

Gameboosters Dansk Skoleidræt

Pulje-turnering

Alle hold inddeles i puljer og i puljerne spiller man så “alle mod alle”.

Holdenes placering i puljen efter de indledende puljekampe afgør, hvem man spiller mod fra de andre puljer i en mellemrunde, inden der til sidst spilles placeringskampe. En puljeturnering kan nemt spilles over længere tid med kampe hvert frikvarter.

I puljeturneringen spiller man med point:

  • En vundet kamp giver 3 point
  • Uafgjort giver 1 point
  • En tabt kamp 0 point.

Der spilles først indledende puljekampe. Dernæst mellemrunde og til sidst placeringskampe.

Knock out-turnering

Turneringsformen kræver et lige antal hold og passer bedst med et antal hold, der går op i fire (4,8,12…), idet man så ender med en altafgørende finalekamp. Hvis ikke antallet af hold går op i fire, vil finalen blive mellem tre hold, og man kan så spille alle-mod-alle i en finalerunde for at finde den endelige vinder, som er det hold med flest point.

Når I skal lave turneringsplanen for knockout-turneringen, kan det være en god idé at trække lod, så det bliver helt tilfældigt, hvem der spiller mod hvem. Holdene sammensættes to og to, og kun vinderen går videre til næste runde, hvor man igen sammensætter to og to.

Princippet er det samme – uanset hvor mange hold der deltager.

Søgning