Forside/Bevægelse i skolen/Legespecialisterne

bevægelse på specialundervisningstilbud

Legespecialisterne

Legespecialisterne

Trygge legefællesskaber i hverdagens pauser

Legespecialisterne er et projekt i Dansk Skoleidræt, der fra 2025–2028 udvikler og afprøver indsatser i specialundervisningstilbud i hele landet. Med afsæt i 20 års erfaring med Legepatruljen og i tæt samarbejde med fem pilotskoler, Videnscenter om Handicap, ADHD-foreningen og Autismeforeningen skaber vi strukturerede, trygge legefællesskaber i pauser for elever med fx autisme, ADHD og lignende diagnoser.

Centralt i Legespecialisterne

Målet er, at flere elever med neurodivergens oplever sig som en del af fællesskabet, får mod på at være med i lege, har succesoplevelser med at stå forrest og får en hverdag med mere bevægelsesglæde – på måder, der giver mening i specialområdet.

Tryghed

At gøre pauser og bevægelsespauser mere overskuelige, trygge og inviterende.

Uddannelse

At uddanne elever eller personale til Legespecialister, som kan igangsætte tydeligt rammesatte lege.

Kompetencer

At pædagogisk personale på til at bruge leg og bevægelse som et redskab.

Fordele ved at deltage

Elevforløb

Et særligt tilpasset elevkursus, hvor udvalgte elever uddannes til Legespecialister. De lærer simple, tydeligt strukturerede lege, rollefordeling og måder at invitere andre med i legen på.

Kompetenceløft til personalet

Workshops og sparring til lærere og pædagoger om, hvordan leg og bevægelse kan bruges som et middel til ro og som et tryghedsskabende pædagogisk redskab – ikke som ekstra “støj” i hverdagen.

Materialer og legepakker

Legetaske med veste og rekvisitter, aktivitetskort og legehæfte, der gør det nemt at planlægge og differentiere lege.

Gratis tilbud

Alt i Legespecialisterne er gratis i hele projektperioden. I modtager kursus og workshop, samt taske med legekort, rekvisitter, veste og diplomer.
Vi forventer dog, at I deltager i dataindsamling og deler jeres erfaringer med projektgruppen. 

vær med

Vil din skole have Legespecialisterne?

Legespecialisterne skal i alt ud på 85 skoler i indsatsperioden fra 2025-2028. Vi leder allerede efter skoler til deltagelse i skoleåret 26/27. Så hvis I kunne være interesserede, så send en anmodning afsted.

Bliv klogere på Legespecialisterne

Hvad er det nye i Legespecialisterne?

Legespecialisterne samler 20 års erfaring med Legepatruljen og omsætter den til specialområdet. I stedet for at “kopiere” det velkendte koncept, udvikler vi nye lege, strukturer og materialer sammen med specialundervisningstilbuddene og specialiserede vidensmiljøer.
Fokus er ikke kun på, at der “sker noget i pausen”, men på at pauser og bevægelsespauser bliver steder, hvor elever kan øve sociale færdigheder, fællesskab og selvregulering på en tryg måde.

Hvem er målgruppen?

  • specialskoler. specialafdelinger og specialklasser på almene skoler
  • elever i specialundervisningstilbud, som fx er neurodivergente
  • de lærere, pædagoger og pædagogiske ledere, der hver dag arbejder med eleverne.

Legespecialisterne arbejder med hele fællesskabet. Når vi gør legen mere tydelig, forudsigelig og struktureret, gavner det alle.

Hvad går elevforløbet ud på?

Elevforløbet uddanner udvalgte elever til Legespecialister. Det kan fx være elever, som:

  • har mod på at være igangsætter eller hjælper i pauserne
  • har brug for konkrete roller og strukturer for at trives
  • eller som I vurderer kan blomstre i en tydelig, men overskuelig ansvarsrolle.

De lærer:

  • simple, genkendelige lege, og hvordan man justerer disse undervejs
  • hvordan man inviterer andre med – og hvordan man respekterer et nej
  • at bruge tegn, piktogrammer og pauser som en naturlig del af legen.

Forløbet tilpasses altid elevernes forudsætninger på den enkelte skole.

Hvad får personalet ud af at være med?

Lærere og pædagoger får:

  • konkrete lege og strukturer, der kan tages direkte med ud i pauser og bevægelsespauser
  • viden om, hvordan leg kan bruges til at støtte regulering, trivsel og deltagelse frem for at øge uro
  • redskaber til at tilpasse legen til elevernes sansebehov, behov for forudsigelighed og tydelige rammer
  • fælles sprog og materialer, så hele personalet kan trække i samme retning

Hvad kræver det af os som skole?

For at få mest ud af Legespecialisterne, skal I kunne:

  • afsætte tid til elevforløb og fælles personaledage/workshops
  • udpege en lille gruppe nøglepersoner, der holder fast i indsatsen mellem besøg fra Dansk Skoleidræt
  • være nysgerrige på at justere eksisterende praksis – fx organiseringen af pauserne, gårdvagter eller brugen af bevægelsespauser.

Projektet er tænkt som et samarbejde, hvor vi udvikler med jer – ikke et færdigt “plug and play”-koncept, der bare lægges oven på alt det, I allerede gør.

Hvad koster det at være med?

Projektet er finansieret af LEGO Fonden, og det er målet, at deltagelsen for de udvalgte skoler i projektperioden i videst muligt omfang dækkes af projektmidlerne.

Eventuelle lokale udgifter (fx intern vikardækning, transport til fælles netværksdage eller indkøb af ekstra udstyr) aftales konkret med den enkelte skole.

Hvordan bliver vi en del af projektet?

I opstartsfasen (2025–2026) samarbejder vi med fem udvalgte specialundervisningstilbud, som er med til at udvikle og teste Legespecialisterne. Herefter åbnes der for, at flere skoler kan koble sig på frem mod 2028.

Allerede nu kan I:

  • skrive jer på en interesseliste (højere oppe på siden)
  • tage kontakt til Dansk Skoleidræt, hvis I vil høre mere om mulighederne på sigt
  • holde øje med siden her, hvor vi løbende deler nyt om tilmelding, materialer og erfaringer.

Kan vi bruge noget af Legespecialisterne, selvom vi ikke er med i projektet?

Ja – undervejs i projektperioden vil vi løbende dele viden, gode råd og udvalgte materialer, som alle specialundervisningstilbud kan lade sig inspirere af.
De fulde elevforløb og det mere intensive samarbejde er reserveret til de skoler, der deltager i projektet, men målet er, at erfaringer og viden på sigt kommer en langt bredere kreds til gode – også i det almene Legepatruljen-koncept.

LEGO fonden logo

Projektet er udviklet med støtte fra LEGO Fonden.

Projektet er udviklet i samarbejde med Videnscenter om Handicap, ADHD-foreningen, Autismeforeningen og fem pilotskoler.

  • Fejl:
Betinget gruppe

Kunne det være noget for din skole at blive projektskole i Legespecialisterne?

Udfyld oplysningerne herunder, så skriver vi måske til dig, når vi skal have endnu flere skoler med ombord. Det vil sandsynligvis være til skoleåret 26/27

Tak for din tilmelding!

Søgning