Forside/Motorik i indskolingen

motorik i indskolingen

Motorikindsatser integreret i skoledagen

motorik i indskolingen

Styrk elevernes potentiale og mod gennem motorik

”Motorik i indskolingen” er et projekt i Dansk Skoleidræt, der kører fra januar 2023 til og med december 2025.

Centralt i projektet er:

  • Fokus på styrker og muligheder fremfor begrænsninger.
  • At kroppen bruges som redskab til at vise, at man kan blive bedre gennem øvelse – både motorisk, socialt og fagligt.
  • At anvende motoriske fællesskaber til at styrke børns sociale og kropslige mod.

Målet er at øge børns selvtillid, glæde ved bevægelse og tro på egen udvikling. Børn lærer at turde kaste sig ud i nye ting – også når de ikke mestrer det endnu.

Projektet er støttet af Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler.

Motorik gjort sjovt og nemt

Pluk løs af de spændende materialer

Frikvarterspakken
– en genvej til leg for alle

Frikvarterspakken er inddelt i to overordnede områder:

  • Fantasi og leg”: Bygger på at rammesætte en historie, som eleverne derefter skal ud at udforske i frikvarteret.
  • Traditionelle lege”: Beskrivelser af færdige aktiviteter, som er enkle og strukturerede aktiviteter, der er nemme at igangsætte og styre for eleverne selv.

Eleverne kan vælge et kort inden et frikvarter og på den måde synliggøre og blive inspireret til, hvad de vil lege i det pågældende frikvarterer, eventuelt sammen med deres legegruppe/frikvartersvenner eller lign. Man kan også som underviser udvælge et antal aktivitetskort som eleverne enten vælger sig på individuelt eller vælger som gruppe.

Læs hele beskrivelsen af materialet i lærervejledningen for mest udbytte.

Vi anbefaler at udskrive på begge sider, så illustration og beskrivelse af leg er på samme papir.

SFO-hæftet
– aktiviteter med fokus på fællesskab

Hæftet kan bruges på to måder:

  • Pædagogstyrede aktiviteter, som planlægges på faste dage. Pædagogerne er en kæmpe ressource ind i legen. Jeres faglighed, engagement og tilstedeværelse kan bidrage til at flere børn får gode oplevelser med bevægelse og lege samt inkluderes i bevægelsesfællesskabet.
  • Børnestyrede aktiviteter, som igangsættes på baggrund af efterspørgsel, fx hvis børnene har brug for idéer til, hvad de skal lave.

Der er både lege til mindre grupper (3-6 børn) og til større grupper (7+ børn).

Læs hele beskrivelsen af materialet i lærervejledningen for mest udbytte.

Aktiviteter, udfordringer, kort og plakater – understøt din faglige undervisning

Find nye og sjove måde arbejder med elevernes grundmotoriske færdigheder i kombination med fagligt indhold. Hent:

  • Faglige øvelser: Aktiviteterne har forskellige grundstrukturer, hvor I som undervisere selv skal koble det faglige indhold på. Den samme aktivitet kan derfor nemt bruges flere gange og i forskellige fag.
  • Plakater: “Hvordan bevæger vi os nu”. Inspiration til måder at bevæge sig på. I kan fx vælge én bestemt måde, I skal gå på, hver gang I skal ud af døren, hen til affaldskurven eller lignende.
  • Aktivitetskort til terning: Giv jeres lommeterning nyt liv med flot illustrerede aktivitetskort, der er bygget op omkring syv motoriske fokuspunkter.
  • Ugens udfordringer: Gennemfør udfordringen og gør motorisk udvikling til en leg.

Læs hele beskrivelsen af materialet i lærervejledningen for mest udbytte.

Mission Motorik – et interaktivt redskab, der udfordrer elevernes motorik gennem leg og fantasi

Mission Motorik er en dug, der kan lægges på gulvet i idrætsundervisningen – og så kan eleverne stort set bare gå i gang. Der er 62 felter med aktiviteter, felterne tager afsæt i de otte motoriske fokuspunkter. Materialet: har fokus på glæden ved bevægelse, lægger op til at eleverne kan være undersøgende, kreative og medskabende og sidst men ikke mindst er der lagt vægt på det store fællesskab samt på at den enkelte elev lykkes.

  • bygger på glæden ved bevægelse
  • lægger op til at eleverne kan være undersøgende, kreative og medskabende
  • har fokus på det store fællesskab samt på at den enkelte elev lykkes.

Læs hele beskrivelsen af materialet i lærervejledningen for mest udbytte.

Refleksionskort – hvordan arbejder vi og hvorfor?

Tag nogle grundige snakke om jeres motorikindsats ud fra en række refleksionskort, der både lægger op til selvindsigt og stillingtagen og samtidig inspirerer til, hvilke nye baner, der kan tænkes i.

Kram og gå-plakater – hjælp forældre med at hjælpe deres børn

Motorik trænes på mange måder. At bære sin egen taske, lyne jakken, lægge madpakker på plads og lignende er alt sammen med til at udvikle børns motorik – og selvstændighed.

Med “Kram og gå”-plakaterne giver I hver dag forældrene synlige remindere om, at lade deres børn klare tingene selv – de kan nemlig godt.

Swipe eller tryk på pilene for a navigere

kortlægning af motorik

Hvordan arbejdes der i dag med motorik?

I den første fase af projektet blev der gennemført en kortlægning af, hvordan det står til med motorik på landets skoler. Formålet med undersøgelsen var at få indblik i, vi bedst udnytter det store potentiale, der er for at forbedre elevers motorik i skolen – uden at skulle afsætte en masse tid til det.

“Vi vil udvikle en bred skoleforankret måde at styrke elevernes færdigheder, som foregår i overensstemmelse med skolens mål og virke.”

“Vi vil have flere børn, der er glade for at gå i skole, som smiler og har lyst til at lege sammen. At ingen står udenfor legefællesskaberne.”

Om Motorik i indskolingen

Bliv klogere på tankerne bag, perspektivet i og leverancerne omkring projektet her.

Hvad er “det nye” i dette motorik-projekt?

Projektet repræsenterer en ny og bredere skoleforankret måde at styrke elevernes motoriske færdigheder på. I dag er det nemlig typisk kommuner, der varetager motorisk understøttelse af skolebørn, og det ofte med fokus på et specifikt barn, der har motoriske vanskeligheder. Men hvorfor ikke lave en bred indsats, der i højere grad har fokus på forebyggelse og fællesskab? Det er ønsket med projekt ”Motorik i indskolingen”.


Tilbud målrettet elever, som er særligt motorisk udfordrede, er helt centrale. Men ud fra et bredt motorikfremmende sigte og et kropsligt dannende perspektiv er det samtidigt vigtigt, at der suppleres med indsatser, som er målrettede den bredere elevgruppe og som dermed understøtter alle elevers motoriske udvikling.

Hvordan vil vi ændre praksis med projektet?

Den nye, brede tilgang til motorik, som projektet sigter imod skal tilpasses til lærernes og pædagogers hverdag og kompetencer. Derfor udgør en stor del af arbejdet med ”Motorik i indskolingen” i at udvikle og teste en kompetenceløftspakke, der skal bestå af lærervejledninger og undervisningsmateriale. Kompetenceløftet skal klæde undervisere og pædagoger på til at anvende motorik som didaktisk og pædagogisk virkemiddel.

Tankerne bag er, at motorik er så centralt at flere lærere skal kunne bruge det. På den lange bane skal alle undervisere kunne arbejde med det, og det skal være integreret i deres hverdag. I indskolingen kommer børnene lige fra børnehaven, hvor der er fart på og så over i skolen, der er mere stillesiddende – her ville det være virkelig godt, hvis motorikken bare var en naturlig del af skoledagen.

Hvad er målet med Motorik i indskolingen?

Målet er, kort fortalt at motorikken bliver et add-in og ikke et add-on. Arbejdet med motorik skulle meget gerne understøtte nogle af de områder, man som underviser alligevel skal arbejde med i indskolingen. Motorikken skal ikke være en isoleret opgave med fokus på enkelte elever. Der skal i stedet udvikles indsatser, som er målrettet den brede elevgruppe, og som understøtter alle elevers motoriske udvikling. Ambitionen er at tænke skolens virke og målsætninger ind i tilgangen, så de motorikfremmende aktiviteter også anvendes som et aktivt redskab til at understøtte sociale fællesskaber, relationsdannelse, trivsel og skolemotivation blandt eleverne.

Hvilke materialer kommer der ud af projektet?

  • En motorikdug
  • En legepakke til SFO
  • Inspiration til faglig undervisning
  • Frikvartersaktiviteter
  • En kram og gå-plakat
  • En bevægelsesplakat
  • Refleksionsark

Find alle materialerne her.

Hvordan kan jeg blive en del af projektet?

Du kan ikke blive en del af projektet, men du kan drage nytte af alle de spændende materialer, der er udviklet i “Motorik i indskolingen”. Du finder dem her på siden.

Kontakt projektlederne

Mere om “Motorik i indskolingen”

MOD

Projektet er stærkt motiveret af motoriske fællesskabers særlige potentiale til at styrke elevernes sociale og kropslige mod. Elevernes udgangspunkter i indskolingen er vidt forskellige, idet nogle børn er velfungerende motorisk og socialt, mens andre børn ved skolestart kan have udfordringer ved dette.

STYRKER OG MULIGHEDER

Gennem et gennemgående fokus på elevernes styrker og muligheder, er det muligt at øge deres mod på at indgå i relationer på trods af, at de selv vurderer, at de ikke har de fornødne kropslige eller sociale færdigheder. De vil kunne udvikle sig og turde kaste sig ud i situationer, hvor de ikke nødvendigvis mestrer aktiviteten i forvejen. Her erfarer de ved at prøve igen og igen, at de kan blive dygtigere og i sidste ende mestre en færdighed.

DYGTIGGØRELSE

Kroppen er her et godt og håndgribeligt ”værktøj” til, at eleverne kan forstå, at man ikke altid kan noget fra start, men at man gennem øvelse kan dygtiggøre sig.

LYST OG GLÆDE

Børnene oplever udvikling både motorisk og socialt, og også inden for faglige områder som læsning i dansk eller regnestykker i matematik og det kan være med til at styrke elevernes lyst og glæde til bevægelse.

Kurv (0)

Din kurv er tom

Subtotal
0 kr.

Søgning