SFO’en er et øverum for børns bevægelse

Hvorfor er det egentlig, at kropslighed og bevægelse bør være et centralt indsatsområde i SFO-regi? De pædagogiske muligheder og arbejdet med fællesskaber er en central del af forklaringen, forklarer Grethe Sandholm, lektor på VIA University College og ekspert i leg, bevægelse og pædagogisk idræt.

– SFO’en har altid været en vigtig arena for bevægelse, men i kraft af at vi får mere forskning og viden om, hvad det betyder for børns hverdagsliv, så er det vigtigt som SFO at tænke over, at børn i SFO’er indgår i bevægelsesfællesskaber med andre børn. Hvad er det for inkluderende krops- og børnefællesskaber, de kan øve sig i her. Hvordan kan grundlege indgå på en måde, så børnene kan mærke sig selv, kan blive gode kammerater og mærke hvilke reaktioner, man får, når man rent kropsligt er sammen med andre børn. Hvorfor er nogle børn mere populære at lege med end andre? Er det dem, der har mere kreativitet og fantasi? Der kan SFO’en være et øverum for bevægelse, siger hun.

Hvordan adskiller bevægelse i SFO sig fra bevægelse i undervisningen?
– I skolen er det en formel uddannelse med skolefag, hvor man er elev. I SFO bliver du barn, og der opstår dannelsesarenaen. Hvad betyder det at være med i børnefællesskabet? Hvad kan jeg bidrage med, så de andre også har lyst til at lege med mig, og jeg har lyst til at lege med dem, og jeg har lyst til at fordybe mig i noget. Der er kroppen et grundlæggende vilkår. Det kan man arbejde med som personale, så børn oplever at mestre noget. Når man gør det, så vokser barnet også og finder ud af, at det kan noget. Det er der, personalet kan arbejde som kropslig kulturel formidler.

Hvad kræver det?
– At man har et pædagogisk grundsyn på, hvad det er, man vil med det her. Hvad er vores fagfaglighed og kerneopgave. Og det kræver, at ledelsen husker, at det ikke kommer uden noget planlægningstid. Det har pædagoger også brug for. Jo mere planlagt, du er som pædagog, jo mere intuitiv kan du være i aktiviteten, og jo mere kan du frigøre din egen kropslighed. Det er hele tiden balancegangen mellem, hvor meget planlagt tid må der være i en SFO, og hvor meget skal være børns egen optagethed. Fri leg i en konstrueret sandhed giver mulighed for at følge børnenes spor. Jeg kalder det også det formelle rum. Der, hvor personalet har planlagt og bestemt, hvad der skal ske. Aktiviteten er altid et middel til at nå et pædagogisk mål. Fangelegen har måske et mål om at gøre noget for det sociale, det fysiske, det psykiske eller det kognitive afhængig af, hvad der er brug for at øve og stimulere. Så personalet planlægger mere end aktiviteten, og det skulle gerne have noget overførselsværdi til det, børn bliver optaget af. Så man skulle gerne kunne se, hvad der sker i børnegruppen – hvad er det for nogle værdier, de tager med sig. Det er der, hverdagspædagogikken er vigtig. Det, børn oplever i hverdagen, det lagrer sig i kroppen.