Børn på overarbejde

Mange undervisere oplever ofte modstand eller uhensigtsmæssig adfærd, når de igangsætter bevægelsesaktiviteter. Reaktionen er dog blot toppen af isbjerget, og ofte ligger der årsager bag handlingen, som kan være svære at få øje på.

KIT-modellen er et redskab, der kan hjælpe med at se bag om elevernes reaktioner og handlinger, når de skal deltage i bevægelsesaktiviteter. Ved målrettet at identificere årsagerne til modstand, som udspringer af aktiviteten, kan der justeres på didaktiske greb og tilpasninger i og omkring aktiviteten. Dermed mindskes uhensigtsmæssig adfærd og elevens deltagelsesmuligheder øges.

Eksempler på virkekæder i KIT-modellen. Vær opmærksom på, at der aldrig er ét svar, der gælder alle elever – dette er blot eksempler.

Print og udfyld din egen KIT-model for din klasse. Tag den evt. med til team- eller årgangsmøde og drøft jeres oplevelser med elevernes deltagelse med udgangspunkt i denne.

Ud fra KIT-modellen kan du komme frem til, at der er behov for at tilpasse aktiviteten eller didaktikken omkring den for at øge elevernes muligheder for deltagelse. Til dette kan du benytte Tilpasningshjulet. Tilpasningshjulet er et redskab, der kan anvendes til at tilpasse aktiviteten inden for omfang/tid, valg af bevægelse, regler, elevsammensætning, rekvisitter og hjælpemidler samt område/bane og sted.

Du kan med fordel se Videnscenter om Handicaps video om Tilpasningshjulet for at lære at bruge redskabet. SE VIDEO HER.

Du kan også downloade Tilpasningshjulet som PDF her.

Ud over at tilpasse rammerne omkring aktiviteten, er det også en fordel at involvere eleverne i forhold til deres egne behov. Børn og unge søger ofte det, de har brug for, hvorfor vi som voksne bør øve os i at spørge ind til deres behov og være nysgerrige på, hvorfor eleverne gør, som de gør fx ”hvorfor ligger du på gulvet/under bordet/i hjørnet?” ”Min krop har lopper”/”Jeg kan bedre koncentrere mig hernede”.

Begge er argumenter, som giver indsigt og forståelse. Et traditionelt klasseværelse giver ikke umiddelbart plads og rum til ”urolige kroppe”, ligesom mange elever i klasserne giver træge forhold for de lydfølsomme elever, hvorfor eleverne ofte søger de bedste løsninger for sig selv.

Eleverne kan også finde stor tryghed i, at de ved, hvordan de kan komme ud af en utryg situation. Hertil kan du anvende redskaberne ”Pædagogiske bagdøre” eller ”Pausekort”. Begge dele kan du læse mere om herunder.

Dette redskab er en aftale, der laves på forkant i et samarbejde mellem pædagogisk personale og den enkelte elev eller hele klassen. Bagdørene skal beskrive elevens muligheder for at komme ud af en svær eller overvældende situation og holde en pause. Eksempler på pædagogiske bagdøre kan være “Hvis jeg er utryg, kan jeg sætte mig på min plads, indtil jeg er klar igen”, “Hvis der er for meget larm, kan jeg tage et par høreværn på” eller “Hvis jeg kan mærke energien koge over inden i, går jeg uden for døren og trækker vejret dybt fem gange, og kommer ind, når jeg er rolig igen”.

Eleven ved ofte bedst, hvad der er behov for, og derfor er det vigtigt at anvende elevens egne ord på kortet. Efter udfyldelse fungerer de pædagogiske bagdøre som aftaler, eleven kan vælge at gå ud af i en svær situation. Aftalen er gensidig, så eleven skal overholde den, såvel som at den voksne skal give lov til, at eleven benytter den.

Dette redskab er en mulighed for at signalere over for resten af gruppen, at eleven har brug for en pause til at komme tilbage og finde sig selv efter at have været i affekt. Når en elev er i affekt, sætter problemløsningscenteret i hjernen ud, hvilket gør det svært at se bag om andres adfærd. En sidegevinst ved pausekortene er, at klassekammeraterne også får mulighed for at hjælpe deres kammerat gennem farverne på kortene.

Pausekortene er altså et redskab både til selvregulering for den enkelte samt en vigtig del af arbejdet omkring forståelse af fællesskabets bedste.

I dette afsnit præsenteres syv didaktiske greb, du med fordel kan anvende. Her er først en oversigt – de enkelte greb uddybes ned af siden.

En Time-timer – eller en anden form for tidtagning – kan anvendes til at guide eleverne i, hvor længe aktiviteten varer. Time-timeren skaber forudsigelighed for eleverne, som gør, at de accepterer præmissen. 

De 5 HV´er er en struktureret metode til at forklare og igangsætte en bevægelsesaktivitet. Med de 5 HV’er skabes forudsigelighed for eleverne, så de har styr på, hvad der skal ske, hvornår og hvorfor.

Hverdagen kan gøres nemmere gennem forudsigelighed, og her kan ophængte billeder af de forskellige bevægelsesaktiviteter være til stor gavn. På den måde ved eleverne, hvad der skal ske og hvornår. Dette kan også gøre en forskel, hvis der er modstand på en aktivitet, da eleverne så ved, at der kommer noget andet lige om lidt.

Ritualer kan skabe forudsigelighed og struktur for eleverne.

Fast lektionsstruktur skaber forudsigelighed for alle og kan hjælpe eleverne med at behovsudsætte, da de ved, hvornår der sker noget andet. Det kan fx være 20 minutters arbejde, 5 minutters bevægelse, 20 minutters arbejde eller værksteder á 20 minutter, hvoraf én er bevægelse. Time-timer kan anbefales til denne struktur. Faste tidspunkter for bevægelse både gennem dagen og i faglektioner kan også bidrage hertil.

Skift mellem fag og aktiviteter, lokaler, til/fra frikvarter eller i selve undervisningen kan understøttes af ritualer omkring ”aktive overgange”. Eleverne kan fx hoppe, gå baglæns, føre hinanden eller lave kongens efterfølger til frikvarter.

Hjælpemidler kan gøre en stor forskel for den enkelte elev. Her er der vigtigt at finde ud af, hvad der fungerer for hvem – det er ikke de samme hjælpemidler, der virker for alle.

Hjælpemidler til bevægelsesaktiviteter kunne være:

• Høreværn
• Reb til at “holde i hånd”
• Kasket og solbriller
• Afskærmning
• Dimsekasse

Pausekort og pædagogiske bagdøre kan også anvendes som hjælpemidler til bevægelsesaktiviteter.