Forside/Formands- og HB-valg 2025

bliv en del af organisationen

Valg i Dansk Skoleidræt

Er du vores nye formand?

Efter 13 år som formand træder Finn Kristensen tilbage i forbindelse med repræsentantskabsmødet den 25. april 2025.

Derfor skal Dansk Skoleidræt have valgt en ny formand, ligesom vi også har flere ledige pladser i vores hovedbestyrelse. Kunne det være noget for dig at stille op, så læs mere om valget her på siden, ligesom du også kan møde kandidaterne, efterhånden som de melder sig.

Hvorfor engagere sig i Dansk Skoleidræt, spørger du måske. Det skal du for at sætte dit præg på vores vigtige mission: At fremme alle elevers læring og trivsel gennem idræt og bevægelse i en varieret skoledag.

Hvad indebærer opgaven?

Dansk Skoleidræts formand er en del af en hovedbestyrelse, hvor der rekrutteres med fokus på en bred sammensætning af medlemmer med kompetencer inden for politik, strategi, ledelse og økonomi. Derudover skal sikres en generel skole- og idrætsfaglig indsigt, skoleidrætsorganisatorisk indsigt, viden om og erfaring med politisk ledet organisationer samt en brændende interesse for idræt og bevægelse i skolen.

Formandens opgaver er bl.a.:
  • Leder af bestyrelsen og med det overordnede ansvar for organisationens politiske virke.
  • Arbejder med strategiudvikling for organisationen.
  • Er personaleleder for generalsekretæren.
  • Repræsenterer Dansk Skoleidræt i relation til eksterne strategiske og politiske samarbejdspartere.
  • Er i samarbejde med generalsekretæren primær talsmand for Dansk Skoleidræt over for pressen.
Hovedbestyrelsens opgaver er bl.a.:
  • Hovedbestyrelsen er landsorganisationen Dansk Skoleidræts overordnede ledelse og højeste myndighed mellem to repræsentantskabsmøder.
  • Hovedbestyrelsen godkender forslag fra både forretningsudvalg og underudvalg.
  • Hovedbestyrelsen tager stilling til principielle spørgsmål og sager af væsentlig betydning for Dansk
    Skoleidræt, herunder prioritering af foreningens vedtægtsbestemte opgaver.
  • Hovedbestyrelsen godkender budgetter og regnskaber og godkender planer for de enkelte
    aktivitetsområder.

Se også opgaveoversigten i nedenstående model (klik for større udgave)

Forretningsudvalgets opgaver er bl.a.:
  • Forretningsudvalget bistår Dansk Skoleidræts hovedbestyrelse med den overordnede politiske, økonomiske og strategiske ledelse af Dansk Skoleidræt og generalsekretæren med den daglige ledelse af Dansk Skoleidræt ud fra de overordnede retningslinjer, som vedtages af hovedbestyrelsen og efter en forretningsorden fastsat af hovedbestyrelsen.
  • Forretningsudvalget kan udvikle oplæg til strategier, handlingsplaner og arbejdsprogrammer til godkendelse i hovedbestyrelsen.
  • Forretningsudvalget samarbejder med den administrative ledelse om, at den daglige og aktuelle udvikling følger den vedtagne strategi.
  • Forretningsudvalget står til rådighed for sparring og bistand på strategiske, økonomiske og politiske handlingstiltag.
  • Forretningsudvalget kan deltage i politiske møder, hvis dette vurderes som understøttende.

FAQ

Her kan du få svar på forskellige spørgsmål om valget og om de ledige poster som formand og HB-medlemmer.

Hvordan stiller jeg op som formands-, HB- eller FU-kandidat?

Det gør du ved at melde dit kandidatur til enten formand Finn Kristensen, fk@skoleidraet.dk, HB-medlem Inge Dinis, id@skoleidraet.dk eller generalsekretær Bjørn Friis Neerfeldt, bc@skoleidraet.dk

Du kan melde dit kandidatur helt frem til repræsentantskabsmødets afholdelse den 25. april 2025, men det anbefales at være ude i god tid, så du kan præsentere dig selv her på siden og på valgmøder, så de stemmeberettigede kender dit kandidatur.

Hvordan bliver jeg valgt som formand, HB- eller FU-medlem?

For at gøre sig valgbar skal man i første omgang opstilles og optages som enkeltmedlem ved repræsentantskabsmødets start. Det kan enten være kredsformandsskabet eller hovedbestyrelsen, som opstiller enkeltmedlemmer. I dette tilfælde vil det være hovedbestyrelsen, da det også er den, som har besluttet, at alle interne og eksterne kandidater skal være velkomne. Herefter skal repræsentantskabet godkende optagelsen. Dette foregår normalvis helt udramatisk og som ren formalitet. Men rettelig skal det understreges, at det er repræsentantskabet som godkender optagelsen og i sidste ende også foretager valget af formanden og HB-medlemmer.

Denne procedure følger Dansk Skoleidræts vedtægter jf. paragraf 6 :

  • Stk 2: Personer, som optages som enkeltmedlemmer af repræsentantskabet efter indstilling fra hovedbestyrelsen eller en kredsforening.
  • Stk 6: . Kun medlemmer af repræsentantskabet kan vælges til hovedbestyrelsen og forretningsudvalget.

Skal jeg føre valgkamp?

Dansk Skoleidræt vil gerne fremme, at der bliver en åben og transparent proces, og alle kandidater skal være velkomne til at stille op. Vi satser på, at der bliver interesse for posterne, så derfor vil det være klogt at udbrede budskabet om dit kandidatur. Det kan du bl.a. gøre ved at blive præsenteret her på valgsiden. På samme vis kan du præsentere dig selv via deltagelse på valgmødet i Nyborg den 17. januar 2025 – det kræver dog, at vi kender dit kandidatur senest den 8. januar. I marts 2025 er der tillige et online valgmøde.

Hvor meget tid tager arbejdet?

Som formand skal man påregne en del timer i skoleidrættens tjeneste. Arbejdsmængden varierer dog meget – i nogle perioder kan der være både møder og repræsentative opgaver inden for få dage, mens der på andre tider af året kan være mindre at se til. Det er derfor vigtigt, at man har mulighed for fleksibilitet i forhold til sit primære erhverv. Arbejdsmængden kan justeres og fordeles i samarbejde med HB og den administrative ledelse ud fra civile behov mv.

HB-medlemmer skal påregne otte årlige møder i HB, hvoraf nogle af dem er online. Derudover er der op til fire kredsformandsmøder samt evt. møder, hvis man lader sig indvælge i organisationens øvrige politiske udvalg, hvoraf flere af disse foregår online.

Er der vederlag?

 Ja. Formanden i Dansk Skoleidræt modtager et vederlag på 200.000 kr. om året, næstformanden modtager 50.000 kr., og øvrige HB-medlemmer 25.000 kr. om året. Vederlag kan have form af helt eller delvis frikøb.

Har du spørgsmål?

Så tag fat i en fra den nedsatte ressourcegruppe, som kan svare på stort og småt:

Skriv dig op til vores nyhedsbrev “Nyt fra Skoleidrætten”

Tilmeld nyhedsbrev

Kurv (0)

Din kurv er tom

Subtotal
0 kr.

Søgning