Nyheder
25. april 2025
Repræsentantskabsmøde med latter, tårer og bifald
Med et historisk fremmøde af organisationens ildsjæle, rosende ord fra undervisningsministeren, styrkede vedtægter og en opmuntrende beretning fra den afgående formand blev Dansk Skoleidræts repræsentantskabsmøde 2025 et storslået et af slagsen.

En stærk passion for at skabe en motiverende og inspirerende skoledag for børn og unge gennemsyrede lokalet, da Dansk Skoleidræt afviklede repræsentantskabsmøde 2025 på Sinatur Hotel Storebælt i Nyborg fredag 25. april.
De fremmødte var i høj grad repræsentanter fra Dansk Skoleidræts 15 kredsforeninger, samt organisationens ansatte, samarbejdspartnere og andre interessenter. Knap 100 var mødt op for enten at overvære eller at have direkte indflydelse på mødets forløb og udfald – det største fremmøde i mange år.
Minister med stor anerkendelse
Da børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) ikke havde mulighed for at deltage på mødet, havde han i stedet sendt en videohilsen, der blev vist på storskærm. I sin tale understregede han både vigtigheden af bevægelse i skolen, samt anerkendte Dansk Skoleidræts store rolle for sagen:
– Jo mere vi sidder stille, jo langsommere går det også oppe i hovedet – og derfor skal bevægelse være en integreret del af skoledagen. Op af stolene! Der er meget at vinde, når undervisningen på den måde er varieret og aktiv.
– I, der mødes i Nyborg i dag, har en nøglerolle for at få skolerne mere i bevægelse. Den dedikation, I har, er meget vigtig – og den bliver endnu mere vigtig fra næste skoleår, hvor eleverne møder ind til en skole med mere varieret undervisning og større frihed til lokale beslutninger om, hvordan man griber bevægelse i skolen an. Med jer i ryggen er jeg ikke i tvivl – bevægelse vil stadig være en del af skolens DNA. Jeg håber faktisk, at det kommer til af fylde mere, sagde Mattias Tesfaye.
Ministeren sluttede af med at takke Finn Kristensen for samarbejdet , der efter 17 år i Dansk Skoleidræt – heraf 13 som formand, ved dette møde afgik som formand.
– Det kræver vedholdenhed, passion og professionalisme at stå i spidsen for en organisation og sag gennem så mange år. Jeg ved godt, at du ikke altid har været enig med alle politikerne på Christiansborg, men du har været lydhør, du har været konstruktiv, du har været pragmatisk, og jeg ved, at der er en enorm respekt om dig og dit arbejde. Sammen med kolleger og frivillige har du været med til at gøre skoleidrætten mere synlig, sagde ministeren.
En ny virkelighed står for døren
En central del af repræsentantskabsmødet er hvert år formandsberetningen – og dette år var ingen undtagelse. Denne gang var der særligt lyttende ører og en næsten nostalgisk stemning, da det var den sidste formandsberetning ved Finn Kristensen, der et par timer senere kunne levere formandsstafetten videre til Morten Jørgensen (læs mere om formandsskiftet her).
Og det var da også en tydeligt berørt formand, der lige skulle komme sig ovenpå ministerens flotte ord, før han kunne tage hul på sin beretning. Og han lagde ud med at sætte spot på den nye skolevirkelighed, der venter som konsekvens af vedtagelsen af den nye skoleaftale.
Finn Kristensen understregede, at selvom lovkravet om 45 minutters daglig bevægelse forsvinder, så er den aktive og varierede skoledag stadig lige så vigtig og aktuel som før.
– Der står ikke i aftaleteksten, at vi afskaffer bevægelse – det er vigtigt at understrege. Der står lokal frihed til at arbejde med bevægelse. Vi har både nye og velafprøvede koncepter, som vi vil spille ind med i den nye skolevirkelighed.
Og selvom han fremhævede de mange muligheder, der følger med den nye skoleaftale, svirpede den afgående formand også med halen.
– Som en del af den nye aftale blev der lavet en national bevægelsesstrategi. Vi tillader os at stille spørgsmålet – er den ambitiøs nok? Det synes vi ikke. Lige nu er den nationale bevægelsesstrategi formuleret som et kompetenceløft. Men et kompetenceløft er ikke en strategi – det kan være en handling ind i en strategi. Men jeg kan berolige jer med, at vi sammen med andre relevante organisationer sætter turbo og pres på. Vi vil mere – for vores børns skyld og for vores samfunds skyld, slog han fast.
Finn Kristensen fremhævede også organisationens stævner, aktiviteter, turneringer og de mange måder, Dansk Skoleidræt kan understøtte de nye anbefalinger fra Trivselskommissionen på. Beretningen sluttede af med et par bevingede og motiverende ord fra den afgående formand:
– Hans majestæt Kongen udtalte sit valgsprog, da han blev indsat – og jeg er overbevist om, at det også må bruges af folket. Min første tanke, da jeg hørte valgsproget, var fællesskab. I et fællesskab er man naturligt forbundne – det gælder også for os i Dansk Skoleidræt. Kendetegnende er, at man både kan give og få – ingen kan få alt, men alle kan få noget. Når man giver, får man også igen. Husk, at to plus to er fem – vel at mærke hvis man har lysten til at ville. To plus to er nul, hvis man ikke har lysten til fællesskabet. Jeg håber, at I vil tænke over de her ord: ”Forbundne, forpligtede – for Dansk Skoleidræt”.
Ændringer i vedtægter styrker demokratiet
På mødet skulle repræsentantskabet stemme om var en række forslag til ændringer i Dansk Skoleidræts vedtægter. En af de mest markante, var, at næstformanden i organisationen ikke længere skal udpeges af hovedbestyrelsen, men vælges på samme måde som formanden. Ændringen skal skabe et styrket demokrati i organisationen og tillægge repræsentantskabet en endnu højere beslutningskompetence. Ændringen betyder også, at organisationen fra 2026 i højere grad kommer til at have et samlet formandskab, der skal arbejde sammen som enhed.
Desuden blev processen for, hvordan man bliver stemmeberettiget i Dansk Skoleidræt forstærket gennem en vedtægtsændring, der stiller højere krav. Forslaget til vedtægtsændringen var opstået ud fra et ønske om at skabe mest mulig ansvarlighed og transparens i måden organisationen forvaltes på.
Kampvalg, budgetfremlæggelse, og ekstraordinære indsatser
På den sidste del af mødet var der kampvalg til formandsposten – Morten Jørgensen løb med titlen. Derudover blev Camilla Daugaard, Claus Drachmann Kaasby-Wang og Malene Vissing Tønder valgt som medlemmer af Dansk Skoleidræts hovedbestyrelse. I forretningsudvalget var der genvalg til Kenneth Muhs og Steen Houman.
Generalsekretær Bjørn Friis Neerfeldt og økonomiansvarlig Anette Strandlyst fremlagde et regnskab for 2024, der viste et minus på 796.000 kr. mod et budgetteret minus på 1.041.000 kr. Den positive afvigelse kunne bl.a. tilskrives, at Dansk Skoleidræt i det forgangne år lykkedes med tilgang af nye fondsprojekter, såsom ”Styr på sundheden”, ”Puls” og ”Idræt og bevægelse i en skolekontekst”.
Dansk Skoleidræt har en stærk tradition for at uddele æresnåle til folk i skoleidrættens verden, der har gjort en ekstraordinær indsats. Det var også tilfældet som afslutning på repræsentantskabsmødet 2025, hvor hele fire æresnåle blev givet. Afgående formand Finn Kristensen opnåede den flotte anerkendelse for sine 17 år i organisationen. Derudover blev æresnålen tildelt Kathe Christensen fra Dansk Skoleidræt Kreds Vestsjælland, Eva Secher fra Dansk Skoleidræt Kreds Gl. Roskilde Amt og Inge Dinis fra Dansk Skoleidræt Kreds Midt- og Vestjylland. Æresnålene blev modtaget med både tårer og store smil – og naturligvis til store klapsalver fra salen. Stort tillykke og tak for jeres store indsats.