Dansk Skoleidræt med nyt kursuskatalog

Undervisere i skolen har løbende brug for ny viden og kompetencer inden for bevægelse. Dansk Skoleidræt lancerer nu et kursuskatalog spækket med kvalitetstilbud.

09. april 2019

Er du på jagt efter didaktiske værktøjer til at målrette bevægelsen i undervisningen i de boglige fag, savner du inspiration til at udvikle aktiviteter til idrætsfaget, eller har du måske brug for at styrke dine kompetencer inden for undervisning i motorik?

Uanset hvilket bevægelsesrelateret behov, du har brug for at få styrket dine kompetencer i, så har Dansk Skoleidræt nogle gode bud på en løsning. Således lancerer organisationen nu et spritnyt kursuskatalog, der bringer bevægelse ind i alle skolens fag og arenaer.

Kataloget indeholder en lang række kurser, der er relevante at deltage i for lærere, pædagoger og andre interessenter i og omkring landets skoler, som har brug for ny inspiration og kompetencer til arbejdet med den daglige idræt og bevægelse. I kursuskataloget findes også tilbud om gæsteundervisning og foredrag, og som noget nyt udbyder Dansk Skoleidræt et procesforløb, der via analyser, konsulentbistand og workshops hjælper én eller flere af kommunens skoler med at få bevægelse bedre integreret i skoledagen - ud fra de lokale udfordringer og behov.

- Dansk Skoleidræt har siden 1946 sat idræt og bevægelse på skolens dagsorden, og vi har altid været garant for at levere tidssvarende inspiration til skolernes behov. Vi sætter en ære i at kunne konvertere nyeste viden fra forskningens verden og de løbende tilbagemeldinger fra vores netværk ude på skolerne til let forståelig og brugbar praksis. Nu kommer vi med et kursuskatalog, hvor vi systematiserer og samler vores store udbud af kurser, så det bliver endnu nemmere at danne sig et overblik over mulighederne, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.

God bevægelse kræver de rette kompetencer
Idræt, leg og bevægelse fylder meget ude på skolerne – og det med god grund. Idræt er blevet et prøvefag, og som bekendt blev bevægelse generelt opprioriteret i kølvandet på skolereformen fra 2014 som et vigtigt element i den varierede skoledag, og tilrettelagt med omtanke kan idræt og bevægelse være med til at styrke elevernes sundhed, læring og trivsel.

- Mange lærere og pædagoger landet over gør hver dag en stor indsats for at få bevægelse af høj kvalitet ind i skoledagen og for at skabe gode idrætstimer. Men det er ikke nødvendigvis en nem opgave at få hensigterne om en mere aktiv skoledag ført ud i livet. Vi hører tit, at en af barriererne er, at mange undervisere ikke føler sig tilstrækkelig klædt på til opgaven. Nogle kæmper stadig med at komme i gang, andre med at holde kadencen eller med at finde ny inspiration. Det kan vi heldigvis gøre noget ved, og med kursuskataloget vil Dansk Skoleidræt slå endnu et slag for, at underviserne får de nødvendige kompetencer, som i sidste ende vil smitte af på, at eleverne får den aktive skoledag, de har krav på, siger Bjørn Friis Neerfeldt.

Se Dansk Skoleidræts nye kursuskatalog her