Kom med på belønningsdag

Der er dagligt en masse unge mennesker, der gør en kæmpe indsats for at skabe en tryg skoledag og sætte deres yngre skolekammerater i bevægelse – nemlig de seje Legepatrulje-instruktører. Og det skal de belønnes for!

09. marts 2023

Hvis I som skole gerne vil anerkende jeres Legepatrulje-instruktører for deres store arbejde, så meld dem til en belønningsdag. På belønningsdagen kommer instruktørerne ud af huset, mødes med andre Legepatrulje-instruktører og får en fed dag med anderledes idrætsaktiviteter. På denne dag kan instruktørerne lade ansvaret blive hjemme, bare give den gas og have det sjovt i aktiviteterne og legene.

Catharina Juel Jensen, der er lærer på Rasmus Rask-Skolen i Odense, havde sine instruktører med på belønningsdag sidste år.

- Belønningsdagen var god. De har fortjent den belønning, og de havde det sjovt. Og alle de lege, som de lærte på dagen, tog de også med sig tilbage på skolen. Så de fik øjnene op for nogle helt nye lege, som de fik med hjem i deres legekartotek, fortæller hun.


Anerkend dine elever – meld dem til en belønningsdag

Belønningsdagene ligger i starten af maj måned - med undtagelse af en enkelt, der ligger i september. I år er der 4 forskellige dage, og tilmelding foregår via først til mølle-princippet. I år udbyder vi flg. belønningsdage:

  • 2. Maj på Vemmelev Skole i Vemmelev - Tilmeldingsfrist: 4. april
  • 4. Maj på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev - Tilmeldingsfrist: 4. april
  • 11. Maj på Gymnastikhøjskolen Ollerup i Svendborg - Tilmeldingsfrist: 11. April
  • 21. september på Brandbjerg Højskole i Jelling -  Tilmeldingsfrist: 23. juni


Hvad:

Alle dage er fra kl. 9.30-14.00. Dagen er et idrætsarrangement med masser af sjove lege/aktiviteter og idrætsoplevelser, som med garanti også sætter gang i lattermusklerne. Dagene afvikles udendørs.


Hvem:

Skoler, der har Legepatrulje kan deltage i en af belønningsdagene. Skolen bestemmer selv hvem og hvor mange elever, man ønsker at sende af sted.
Der skal dog mindst deltage én voksen.


Pris:

Deltagelse koster 100 kr. pr elev ex. moms
Beløbet opkræves umiddelbart efter sidste tilmeldingsfrist. Transportudgifter til og fra stedet dækkes af skolen.

Gå til belønningsdage