Opfordring om aflysning af kredsforeningers aktiviteter resten af skoleåret

Dansk Skoleidræts hovedbestyrelse opfordrer organisationens 15 kredsforeninger til at aflyse alle aktiviteter resten af indeværende skoleår.

29. april 2020

Dansk Skoleidræts hovedbestyrelse har på et hovedbestyrelsesmøde torsdag den 23. april besluttet at sende en opfordring ud til organisationens 15 kredsforeninger om at aflyse alle fremtidige aktiviteter resten af indeværende skoleår.


Det sker i forlængelse af hovedbestyrelsens tilsvarende beslutning ugen forinden, hvor det blev besluttet, at samtlige skoleturneringer - organiseret fra central hold - aflyses for samme periode. Det gælder planlagte DM’er i fodbold, atletik, basket og høvdingebold samt Skoleligaerne i fodbold og håndbold.

Aflysningerne - og samme opfordring til kredsforeningerne - har naturligvis baggrund i myndighedernes anbefalinger og restriktioner i forhold til håndteringen af den aktuelle COVID-19 pandemi. Disse medfører bl.a. forbud mod brug af såvel udendørs som indendørs idrætsfaciliteter frem til 10. maj, ligesom der aktuelt er indført et forbud mod større forsamlinger frem til 31. august og krav om at holde afstand til hinanden mv.
Alt sammen vilkår, som ikke harmonerer med begivenheder med deltagelse af mange elever, overnatninger på skoler, fællesspisninger, sjove sociale tiltag, og hvad der ellers kendetegner Dansk Skoleidræts skoleturneringer og øvrige initiativer.


Dansk Skoleidræt følger situationen omkring COVID-19 nøje og opfordrer landets skoler til at holde sig løbende orienteret i kredsforeningers aktivitetstilbud for efteråret. Den lokale kredsforening kan findes via www.skoleidraet.dk/kredse