Skolernes Motionsdag fylder 40 år

Hvad en flok fynske lærere startede i 1982, som et arrangement for alle de fynske elever, er 40 år efter blevet for alle elever - og til Danmarks, hvis ikke verdens største motionsarrangement. Jubilæet markeres løbende frem mod selve datoen den 14. oktober.

24. marts 2022

Med afsæt i den store motionsløbsbølge i 1980'erne blev De Fynske Skolers Motionsløb, som det hed dengang, et arrangement, hvor alle skoler på Fyn brugte den sidste dag før efterårsferien på at lave et motionsløb for alle eleverne i skolens nærområde.

Motionsløbet blev en succes allerede fra første år, hvor mere end 55.000 elever deltog. Ret hurtigt i årene efter bredte motionsløbet sig til resten af Danmark i samarbejde med bl.a. Hjerteforeningens Motionsklub og Danmarks Trim-Komite, og løbet tog navneskifte til Skolernes Motionsløb, men også kendt som ”Trim-dagen”.

I løbet af det følgende tiår begyndte flere skoler at udvide motionsløbet til også at indeholde cykelruter, dans, rulleskøjteløb, triatlon og boldspil, så i 1993, ændredes navnet igen til Skolernes Motionsdag.

Og resten er historie, som man siger. I de næste ca. 30 år har Skolernes Motionsdag været en fast bestanddel af stort set alle grundskoleelevers start på efterårsferien. Dagen har været voldsomt populær - faktisk i en grad, så selv arbejdspladserne blev nødt til at have deres egen motionsdag for voksne.

Danmarks- eller verdensrekord?
Uofficielle estimater på deltagelse i Skolernes Motionsdag tyder på at 96% - eller ca. 650.000 elever i hele Danmark afholder motionsdag på den samme dag.

Dansk Skoleidræt har derfor - som et led ud af en række markeringer frem mod den 14. oktober - sat sig for endelig at få talt alle skoler op, som afholder motionsdag, så vi forhåbentligt kan sætte rekord, og arrangere verdens største motionsarrangement.

Allerede sidste år, blev der således lanceret en hjemmeside – www.skolernesmotionsdag.dk - hvor man som skole kan tilmelde sig, hvis man afholder Skolernes Motionsdag. Det er gratis at melde sig til, og man deltager i lodtrækningen om en lang række præmier, og så bliver man naturligvis en del af forhåbentligvis verdens største motionsarrangement.

I 2021 satte vi således allerede danmarksrekord med mere end 300.000 tilmeldte elever fordelt på over 900 skoler. I år er det jubilæum, og så skal vi naturligvis endnu højere op.


Tilmeld din skole, hvis I afholder Skolernes Motionsdag på:
www.skolernesmotionsdag.dk og vær med i rekorden og muligheden for at vinde en række fede præmier.