Store elever står for bevægelsen

På Nordstjerneskolen i Helsinge er idrætsklassen 8.I bevægelsesagenter. De kan bookes af skolens lærere til at varetage en del af den daglige bevægelse. Det er lærerigt for både elever og lærere, lyder erfaringerne.

10. december 2018

Udsagnsord med M, tillægsord med D, navneord med K. Fire elever fra 8.I på Nordstjerneskolen i Helsinge er på besøg hos 5.N Spørgsmål til ordklasser fyger gennem luften, og svarene noteres flittigt på klassens tavle. Kort efter trækker klassen ud på gangen, og så står den på ”bang med tal” og ”gangekrig”. Hver elev er tildelt et nummer og alle står i en rundkreds. Regnestykkerne bliver råbt op, og den, hvis nummer nævnes, skal nå at dukke sig, inden sidemakkeren kan nå at prikke vedkommende ud. Et udskilningsløb i matematikkens tegn.

Opgaverne omkring ordklasser og gangestykker er eksempler på idrætsklassen 8.I’s arbejde med bevægelse på Nordstjerneskolen. De er blevet døbt bevægelsesagenter, og tre gange om ugen kan de bookes af skolens lærere til at komme ud i klasserne i det såkaldte ETM-bånd (Elev – TEAMSamtale) mellem 10.00 og 10.25. Båndene bruges typisk til læsning og elevsamtaler, men besøget af bevægelsesagenterne er blevet et meget populært indslag. Idémageren er lærer Jacob Rosenstrøm, som selv er uddannet bevægelsesvejleder.

- Jeg ville rigtig gerne have mere bevægelse ind på skolen, men jeg kunne ikke nå ud til alle klasser og alle kolleger. Jeg fik så mulighed for at uddanne en klasse til bevægelsesagenter. De har fået uddannelse i at lave brain breaks, lege og forskellige former for fagfaglig bevægelse, og de har fået en indsigt i, hvad vi som lærere gerne vil have. Aktiviteterne er afprøvede, og de har lært, hvordan man kan lave nye variationer over den samme aktivitet, forklarer Jacob Rosenstrøm.


Bevægelsesagenter inspirerer
Jacob Rosenstrøm har oprettet et simpelt bookingsystem på skolens intranet, hvor kollegerne kan reservere et besøg af tre-fire bevægelsesagenter.
Og på skolens lærermøder får han taletid, så han kan slå et slag for ordningen.

- Helt grundlæggende skal initiativet sikre noget mere bevægelse i undervisningen. Men bevægelsesagenterne kan også inspirere lærerne til selv at bruge bevægelse noget mere i deres undervisning. Når bevægelsesagenterne viser gode, simple eksempler på bevægelse, og eleverne virkelig synes, det de bliver udsat for er fedt, så tager det lidt brodden af den der med, at bevægelse er svært, og at mange lærere ikke føler sig klædt på til opgaven. Tænker man som lærer lidt kreativt, så kan vi alle finde ud af at få bevægelse ind i undervisningen, uden at det kræver en masse, siger Jacob Rosenstrøm.

Hans kollega Tina Petersen er lærer i bl.a. natur/teknik og madkundskab. Hun nyder at få besøg af bevægelsesagenterne.

- Det er en kæmpe inspiration til at lave nye ting, og jeg synes, det er lettere at gøre bevægelse til en del af undervisningen, når man løbende får inspiration til, hvordan det kan gøres. Så bevægelsesagenterne har været et positivt wakeup-call i forhold til at få mere bevægelse ind på skolen, siger Tina Petersen.

Større opbakning til bevægelse
Jacob Rosenstrøm glæder sig også over de kompetencer, som bevægelsesagenterne får ved at stå frem.

- De lærer at planlægge, hvem der gør hvad i løbet af de godt 20 minutter, de er på. Det er et ansvar, der motiverer dem. Og der er ingen tvivl om, at der er stor respekt om eleverne fra 8.I, når de træder ind i klasselokalet, siger han.

Jacob Rosenstrøm fortæller, at forældrene har taget godt imod den nye bevægelsesordning, og at bevægelsesagenternes arbejde har været med til at lette forståelsen for, hvad bevægelse i skolen er. Men allermest glæder han sig dog over, at både lærer- og ledelsesopbakning til bevægelsen er steget.

- Lærernes ejerskab er blevet øget. Erfaringerne med bevægelse deles – bl.a. gennem viden om, hvor man finder materialer, der giver mening til den enkelte undervisningsseance, siger han.

Vi kan mærke det på egen krop
Bevægelsesagenterne Mathias Kragh Pedersen, Conrad Bonde Christensen, Laura Iris Jørgensen og Jeppe Ohlendorff er enige om, at det er sjovt at kunne bidrage til skolens bevægelsesindsats.

- Vi kan jo mærke på egen krop, hvad der virker. Når vi kommer ud i klasserne, synes eleverne, det er sjovt, at det er os, der står for lege og aktiviteter - og ikke altid en lærer. De efterspørger i hvert fald mere af det, vi laver, og de kan se en mening med det, vi har på programmet, siger Mathias Kragh Pedersen.

- Eleverne får også et andet kendskab til os, og vi tænker da på, at vi skal være et forbillede og et godt eksempel, siger Conrad Bonde Christensen.

Noget kunne tyde på, at bevægelsesagenterne har ret. Carl Graakjær fra 5.P er i hver fald begejstret.

- Jeg synes, vores lærer laver god bevægelse, men det er sjovt at få besøg af bevægelsesagenterne, så det ikke altid er den samme, vi skal høre på. De laver noget godt indhold, og vi prøver en masse forskellige aktiviteter. Det er en motiverende måde at koncentrere sig og lære nye ting på, siger Carl Graakjær.