Store og små bevæger sig sammen

De yngste, de ældste og dem lige midt imellem. En stor gruppe deltagere i Skolesport var samlet på netværkskursus i Ishøj i denne uge.

01. november 2017

Når man mødes, leger og bevæger sig sammen, opstår der bånd på tværs af store og små. Sådan sker det i projektet Skolesport, der bl.a. har såkaldte junioridrætsledere fra de ældste klasser til at sætte aktiviteter i gang for de yngste. Skolesport er for alle børn – særligt dem, der af den ene eller anden grund ikke har været vant til eller haft lyst til at bevæge sig.

Båndene på tværs var da også tydelige ved denne uges Skolesports netværkskursus i Ishøj. Mere end 50 deltagere var samlet til en dag med netværk, leg og bevægelse. På kurset i Ishøj deltog både skolesportsledere, skolesportsbørn, junioridrætsledere og såkaldte seniorhjælpere, der er pensionerede borgere, som frivilligt året igennem hjælper til med leg og bevægelse.

Projektleder Annette Borch var glad for det store fremmøde og noterede sig, hvordan man i Ishøj havde formået at nære stor-lille-relationerne, og det er der store gevinster ved, forklarer hun.

- De stores tilstedeværelse er med til at fastholde og motivere de små, siger Annette Borch, der iagttager, hvordan de ældste elever vokser med opgaven.

- De bliver rollemodeller, og vi kan også se, at de også er meget omsorgsfulde overfor deres yngre kammerater.

På Skolesports netværkskurser får deltagerne sparring, vidensdeling og hører nyt fra Skolesport, og mange deltagende skoler har valgt at tage imod det tilbud. Mere end 150 lærere og pædagoger har snart været igennem årets netværkskurser, der i de seneste måneder har fundet sted seks steder i landet. Skolesport afrunder sæsonen for netværks-kurser i Næstved den 30. november.

Vil I også have Skolesport på jeres skole? Så kontakt projektlederne Annette Borch abo@skoleidraet.dk eller Pernille Kirketofte på pki@skoleidraet.dk

 

LÆS MERE OM SKOLESPORT