Gode råd og retningslinjer til bevægelse og idræt trods corona

”Kan vi det, når der er corona?” Det spørgsmål stiller mange lærere og pædagoger sig selv dagligt i løbet af en arbejdsdag. Læs med og bliv klogere på, hvordan Skolernes Motionsdag og de ugentlige idrætstimer afvikles forsvarligt, find inspiration til den daglige bevægelse med afstand og find tryghed i beskrivelsen af, hvilke forbehold Dansk Skoleidræt tager under afvikling af kurser – herunder de populære Legepatruljekurser.

25. august 2020

Skolernes Motionsdag

Inden længe er det tid til årets højdepunkt for idræt og bevægelse i skolen: Skolernes Motionsdag. Den traditionsrige dag fyldt med glæde, bevægelse og fællesskab kan sagtens afvikles på trods af corona, hvis I tager de rette forbehold og forbereder jer bedst muligt. Giv eleverne en dag fuld af god energi, og lad dem gå på efterårsferie med en god oplevelse i fællesskabets tegn.

Find gode råd til Skolernes Motionsdag her.


Idrætsfaget

Vi har sagt det før, og vi siger det gerne igen: Idrætsfaget må ikke sløjfes i denne tid. Det er et vigtigt fag både fagligt, socialt og kropsligt. Og selvom de nuværende forhold gør det mere udfordrende at undervise i idræt, må landets idrætslærere ikke give op. Vi har samlet anbefalingerne til idræt fra Undervisningsministeriet og fået Dansk Skoleidræts faglige udvalg til at komme med indspark på området.

Find gode råd til idrætsfaget her.


Legepatruljer

Efteråret er højsæson for uddannelse af nye Legepatruljer – og dette efterår er ingen undtagelse. Vi tager stadig rundt i landet og klæder unge mennesker på til at kunne aktivere deres yngre skolekammerater gennem aktive frikvarterer. Vi har nemlig tilpasset Legepatrulje-kurserne i en sådan grad, at I med ro i sindet kan sende både tovholder og elever afsted på kurserne.

Læs mere om, hvordan vi har tilpasset Legepatrulje-kurserne her.


Aktivitet med afstand

Skolens daglige variation, brain breaks og bevægelse er også udfordret af retningslinjer og krav om et minimum af kropskontakt blandt eleverne. I projektet ”Aktivitet med afstand”, der er støttet af Nordea-fonden, udsender vi hver mandag en aktivitetspakke på mail. Den er sammensat af en række øvelser, der kan udføres under de nuværende retningslinjer og som korrigeres, hvis retningslinjerne ændres. Det betyder et minimum af forberedelsestid for lærere og pædagoger, der ikke skal gøre andet end at åbne mailen, hente øvelser og evt. arbejdsark - og så er det ellers bare om at sætte eleverne i gang.

Læs mere om ”Aktivitet med afstand” her.


Kurser

Efteruddannelse og kompetenceudvikling er vigtige elementer for alle professionelle. Dansk Skoleidræt har med et bredt udvalg af kurser, der alle centrerer sig om bevægelse og idrætsfaget, en vigtig rolle i forhold til at videreuddanne lærere og pædagoger fra hele landet - og dermed få mere og bedre bevægelse ind i skolen. Hvad end det gælder kurser i motorik, prøven i idræt eller bevægelse i de boglige fag, har vi tilbud på hylderne. Vi udbyder fortsat en række kurser i skoleåret 20/21, og det med særlige corona-foranstaltninger. Kvaliteten er der ikke ændret på, kurserne er bare tilpassede, så de kan afholdes under de nuværende forhold.

Læs mere om hvordan vi håndterer Covid-19 i forbindelse med afholdelse af kurser.


Keep up the good work!